Danske nyheder pr. 95.08.02

- Danske Nyhedsmedier pr. 95.08.02 -

Set, hørt og læst af dille og leander @ blanet.dk *


TOGULYKKEN:

Først sent i aften blev strækningen mellem Herning og Vejle igen farbar, efter togulykken ved Jelling i går aftes. De to regionaltog var så sammenfiltrede, at den ene togstamme måtte skæres op på stedet for at blive bragt bort. DSB vil ikke udtale sig om årsagen til ulykken, men stationen i Jelling er samtidig vigespor, hvor de to modsat rettede linier mødes og afventer hinanden. Af ukendte årsager kørte det ventende tog for tidligt ud. 51 blev kvæstet, flere alvorligt. En 25-årig kvinde er i kritisk tilstand efter læsioner i hovedet. [Regionaltogene går mellem Herning og Vejle, ikke Herning og Fredericia, som vi skrev i går.]

Ulykken kunne formentlig være undgået, hvis strækningen havde været forsynet med ATC, det automatiske togkontrol-system, som DSB har investeret tæt ved 1 mia. kr. i. Det vil DSB dog ikke udtale sig om, da man vil afvente haveri-rapporten. Det er besluttet i Folketinget, at ATC indføres på hovedstrækningerne, men der er ikke aktuelle planer om at gøre det på sidelinier som Vejle - Herning.


BANKVÆSEN I RETTEN:

I marts måned skrev Den Danske Bank (DDB) ved direktør Knud Sørensen, til forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen, og bad ham om - enten at ophøre med at undersøge bankernes gebyrpolitik - eller at sagsøge dem. I dag valgte Hagen Jørgensen det sidste. Den Danske Bank og Finansrådet, der er bankernes fællesorganisation, er blevet stævnet for overtrædelse af markedsføringsloven. Det er ikke selve gebyrerne, Hagen Jørgens vil have afskaffet, men de fælles regler, der gør, at bankerne til enhver tid kan ændre disse uden at underette kunderne.

Knud Sørensen protesterede i aften i DR-TVA kraftigt mod forbrugerombudsmandens skridt: Det er en "Farlig Kurs - så får vi planøkonomi hvor offentlige repræsentant - eller forbrugerrepræsentanter - skal bestemme hvilke priser vi - private firmaer - skal tage. Det er ikke fair". Bankdirektøren henviser til, at der er meget hård konkurrence imellem de danske banker, så kunderne kan jo blot skifte bank, hvis de er utilfredse. Det er det, der er problemet, siger Hagen Jørgensen, for ALLE banker har de samme regler.

Professor Børge Dahl, Handelshøjskolen i København, siger til DR-TVA, at sagen er meget principiel, og bliver særdeles interessant at følge. Han afviser iøvrigt finansrådets påstand om, at et mere balanceret aftalesystem skulle ødelægge konkurrencen mellem bankerne. Det fungerer fint i andre lande, siger han. Sagen vil formentlig blive anket til Højestret, og afgørelsen ligger nok mange år ude i fremtiden.


DIREKTØR FÆNGSLET:

Den danske direktør for Skandinavisk Tobakskompagni, "House of Prince", datterselskab i Polen er blevet arresteret, sigtet for forsøg på bestikkelse af en offentlig embedsmand. Sigtelsen kan give mellem 1 og 10 år. Men ifølge Skandinavisk Tobakskompagni var der tale om en simpel kompensation til den polske, statsejede tobaksfabrik, fordi den danske virksomhed ønskede at opsige samarbejdskontrakten før tiden. Skandinavisk Tobakskompagni har netop købt en egen fabrik i Polen og afviser skarpt, at man deltager i "irregulære" forretninger.


INTET ÆNDRET?:

Direktoratet for Udlændinge fortsætter med at afvise asylansøgere fra Serbien, der flygter for at undgå militærtjeneste. I foråret blev det afsløret, at Udenrigsministeriet havde brugte en erklæret serbisk nationalist og advokat som rådgiver og kilde til oplysningen om, at militærnægtere maksimalt kunne få 60 dages fængsel. En planlagt parlamentarisk kommision skulle rejse ned og selv undersøge det efter invitation fra den serbiske regering. Den fortrød imidlertid i sidste øjeblik og forbød kommisionen adgang. Nu kan TV2 Nyhederne så afsløre, at 70 asylansøgere fra Kosova inden for de sidste uger er afvist med nøjagtig samme begrundelse, som før kilden blev afsløret. [Det var også TV2, der afslørede det dengang...]


DANSK BEKLAGELSE:

Både forsvarsminister Hans Hækkerup og udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) udtalte i dag beklagelse over vedtagelsen af en ensidig amerikansk ophævelse af våbenblokaden mod krigsførende stater i det tidligere Jugoslavien, som Repræsentanternes Hus vedtog i nat. Hans Hækkerup siger til Ritzaus Bureau, at det er "et politisk signal", der går stik imod de europæiske landes forsøg på at skabe en forhandlingsløsning. Begge krigens parter vil nu se en fordel i at forlænge krigen - den bosniske regering, fordi den kan se frem til at få kraftige våben, når embargoen hæves. De bosniske serbere vil på den anden side forsøge at skabe sig så mange militære fordele som muligt inden embargoen hæves. Niels Helveg Petersen bemærker også, at beslutningen i høj grad undergraver FNs sikkerhedsråds autoritet. Han betegnede beslutningen som "dybt beklagelig og forkastlig"


SOMMERNÅDE:

Fremskridtspartiets gruppeformand, Kim Behnke, styrkede i dag sin magtposition i partiet, da han blev genvalgt på folketingsgruppens sommermøde i Nykøbing Mors. Ganske vist fik modstanderne to af de fem post i gruppebestyrelsen, men det var fordi Kim Behnke's støtter Kirsten Jacobsen og Nils Højland trak sig frivilligt. Behnke-fløjen besatte de 2 øvrige pladser med Jan Køpke Kristensens (næstformand) og Annette Just (sekretær). Modstander-fløjen fik Pia Kjærsgård og Poul Nødgård valgt ind. "Kilder i partiet" siger til DR-TVA, at formålet for Kim Behnke er at fremstå som en "samarbejdets mand", når partiet holder landsmøde til september.


BÅDFLYGTNINGE TIL DANMARK:

De 73 flygtninge, som i går blev samlet op at en norskejet containerfærge, Dana Baltica, kan søge om asyl i Danmark, besluttede Justitsministeriet i dag. Eksperter skønnede ikke, at opholdet på færgen var tilstrækkelig grund til at sende dem "tilbage til Norge", efter paragraffen om ophold i sikre tredielande (som ansøgere kan sendes tilbage til). [Antallet af flygtninge er svinget lidt. Det var forøvrigt ved Rygen i Østersøen, ikke Bornholm, de blev samlet op.]


LANDMINESTRYGER:

I forbindelse med diskussionen om et internationalt forbud mod fremstilling og brug af anti-personelminer, skrive Politiken i dag, at det er lykkedes den danske våbenproducent Nea Lindberg i samarbejde med Hærens Materielkommando, Forskerparken CAT og andre forskningsinstitutioner at udvikle en banebrydende minesøger. Den skulle være 10 gange mere effektiv en den nuværende metode - hunde eller børn med strikkepinde. Problemet er blot nu, at der ikke er flere penge. Erhvervsfremmestyrelsen er parat til at støtte projektet, hvis der kan garanteres en hvis afsætning. Men det har forsvarsministeriet sagt nej til, og henvist til udenrigsministeriet, der stadig overvejer sagen. Det er bekymring for udgifterne, der får ministerierne til at tøve, især så længe der forhandles forsvarsforlig.

Det må ikke stoppe projektet, siger generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen til DR. Derfor har han bedt om et orienterende møde med projektdeltagerne snarest muligt. Han vil ikke afvise, at Røde Kors bevægelsen på verdensplan kunne gå ind og aftage et større antal minesøgere, hvis den er så god, som det antydes. Der skønnes at være 110 mill. antipersonelminer aktive i den fattige verden, og omkring 800 mennesker dræbes eller lemlæstes hver måned af landminer.


ET DØDSFALD:

Forhenværende socialminister Eva Gredahl er død, 68 år gammel. Hun blev regnet for drivkraften bag den nuværende bistandslov, der med justeringer har holdt sig næsten 20 år.



"NetSurferNyt"
(ved Leif Andersen)


DANSKE NYHEDER PÅ WWW:

Det måtte jo komme og nu er vi der. Vi har sagt ja til et af de mange tilbud vi har fået om at sætte nyhederne online i en rigtig www-version. Nyhedernes online hjem er Forum, på adressen:

http://www.forum.dk/forum

Der er mange andre spændende kulturelle og kommercielle aktiviteter. En kombination er f.eks. FBI. Se under "Kultur & Fritid". Det er også stedet, hvor man finder en god markedsøkonom, hvis det er det man har brug for. Vi findes under "Nyhedsstof". Vi siger tak til folkene bag Forum, specielt Mikkel Svane (der har lavet vore grafik). Også en tak til alle andre, der har tilbudt os "webspace".


DANMARK I JAPAN:

Mens vi venter [og venter og ...] på at det danske udenrigsministerium begynder at melde sig på internettet, så er der en del, der har taget sagen i egen hånd. Ovre i Japan har den danske ambassade i Tokyo sat en side om med informationer for firmaer og organisationer i Danmark. En stor del er skrevet på dansk! URL'en er:

http://www.twics.com/~dkembtokyo/home.html

Det eneste jeg savner er en reference til Dansk-OSS'ens afsnit om at bo og leve i Japan: (http://www.dknet.dk/danskoss/oss.html) Tak til Danny Lange, IBM i Japan, for tippet.


BØRSEN ON LINE?:

Ikke helt - men næsten: Den første virkelige konkurrent til Danske nyheder er på vej. Første september starter Telebørsen en (foreløbig) gratis nyhedstjeneste via e-post på internettet. Man kan allerede nu bestille abonnement, hvis man har adgang til en www-læser. Kig på DKnet's indgangsside (http://www.dknet.dk) og følg henvisningen "Børsen - center for erhvervsinformation"


A-KÆDEBREVENE:

Som bekendt har diskussionen om protesten mod Chirac's A-legetøj raset en del paa internettet. Ikke mindst paa dansk-listen, efter et par eksemplarer af prof. SHIMIZU Seishi's m.fl. kædebreve krydsede hinanden. I dag hørte jeg også om, at brevet var begyndt at cirkulere på en større dansk virksomheds interne epostnet! Nu har ophavsmændene faaet en bedre ide - [og det er det]. De har sat en særlig URL op:

http://www.icepp.s.u-tokyo.ac.jp/~keshi/

hvor man kan "skrive" under. [Men i dette tilfælde mener jeg, at et rigtigt brev på papir, afsendt med "sneglepost" har større virkning. Man kunne forestille sig, at den franske præsident var stort set ligeglad med internettet. Tak til Michael Stampe, Niels Bohr Instituttet, for tippet]



"DilleSport"
(ved Bodil Andersen)


CYKLING:

2. etape af Danmark Rundt var på 180,2 kilometer, fra Herning til Århus. Jesper Skibby var klar igen efter sit strt på 1. etape - og efterfølgende undersøgelse på skadestuen. Og det beviste han på fornem vis ved at vinde 2. etape. Efter 80 kilometer, stak han af fra feltet, og på et tidspunkt havde han 3 1/2 minut. Jesper Skibby vandt i tiden 4.13,34 timer. Bo Hamburger blev nr. 3, Lars Michaelsen nr. 5, Christian Andersen nr. 6, Dennis Rasmussen nr. 7 og Bjarne Riis nr. 8. Alle 1,35 minutter efter Jesper Skibby.

Samlet stilling: 1. Nicola Minali     8.29,19 timer
                 3. Søren Mønster       +0,04 
                 4. Lars Michaelsen     +0,06
                 5. Michael Rosborg     +0,07
                 6. Jørgen Bligaard     +0,07
                 7. Bo Hamburger        +0,08
                 9. Christian Andersen  +0,09
                10. Bjarne Riis         +0,09

FODBOLD:

2. runde af M-Superligaen:
                        Mål:
Aab-FCK            1-0  Jens Madsen
OB-Ikast           2-0  Per Pedersen scorede begge
                        mål
Viborg-Vejle       0-2  Brian Christensen og Jens
                        Madsen
Brøndby-Lyngby     2-2  Bo Hansen (B), Henrik Larsen
                        (L), Allan Nielsen (B), 
                        Johnny Vilstrup (L)
Næstved-AGF        2-4  Alex Nielsen (N), Gunner Lind
                        (A), Thomas Thorninger scorer 2
                        gange (A), Nicolai Wael (N),
                        Nocko Jocovic (A)
Silkeborg-Herfølge 1-0  Heine Fernandez
Endnu et flot tilskuer-tal, endda højere end sæsonpremieren: 35.744. Ganske flot!

Stillingen efter 2. runde:

          Kampe      Målscore  Point
Aab          2       4-0         6
Brøndby      2       5-3         4
AGF          2       4-2         4
Silkeborg    2       1-0         4
FCK          2       4-2         3
OB           1       2-0         3
Vejle        2       3-3         3
Lyngby       2       3-3         2
Næstved      2       3-5         1
Herfølge     1       0-1         0
Viborg       2       1-6         0
Ikast        2       0-5         0



"Vejret"

Bortset fra en stribe skyer tværs over Jylland, og enkelte over Sjælland var der solskin over hele landet, med temperaturer 23 - 28 grader.


"Finansmarkederne"

Nationalbankens middelkurser fra igår

1USD       5,3805 DKK,   1GBP      8,5894 DKK,   1DEM      3,8862 DKK
100JPY     6,0990 DKK,   100ITL    0,3381 DKK,   1AUD      3,9902 DKK
1FRF       1,1254 DKK,   1CHF      4,6767 DKK,   1CAD      3,9426 DKK
1IEP       8,8310 DKK,   1NLG      3,4686 DKK,   1XEU      7,2201 DKK
100ESB     4,519  DKK,   1NZD      3,6243 DKK,   1SEK      0,7588 DKK
10BEF      1,8902 DKK

Børsens noegletal fra igår

Obligationsrenter: 8,94% (6% - 2026), 8,25% (7% - 2004)
Aktieindex: 366,94        KFX (mest omsatte aktier): 102,26




[Om nyhederne] Tilbage