- Danske Nyhedsmedier pr. 95.07.26 -
Set, hørt og læst af dille og leander @ blanet.dk *
SPECIALINDSAMLING:
Dansk Røde Kors brød i dag sin neutralitet i konflikten i
Bosnien-Hercegovina. Det skete, da organisationen startede en speciel
landsindsamling udelukkende til hjælp for bosniske muslimer. Det er
Dansk Røde Kors vurdering, at de bosniske serbere har opført sig så
brutalt og umenneskeligt, at neutraliteten bør ophæves
når det gælder indsamlinger.
ERKENDER MEDSKYLD:
Rederiet Scanline erkender i dag, at det var ansvarlig for, at de to
bomme, der skal afspære ubrugte færgeramper ikke var på plads i forgårs.
En bil med 4 svenskere kørte op ad den og i havnen og 3 druknede.
Politiets undersøgelser viser også, at chaufføren kunne have opfattet
det som om superfærgen "Aurora" lå i lejet, selv om den i realiteten
var 50 - 100 meter ude. Det er endnu ikke opklaret hvorfor svenskerne
drejede væk fra de øvrige biler, der var på vej ombord i en færge, der
lå færgelejet ved siden af.
Der gik 36 minutter inden frømænd kom til stede, efter der var slået
alarm. Ifølge kommuner og amters aftale med Falck, er den nærmeste
redningstation med frømænd i Lyngby. Men efter ulykken har Helsingborgs
redningschef, Lars Persson, gjort opmærksom på, at frømænd fra
Helsingborg kunne have været fremme på 3 minutter, takket være en ny
hurtigbåd, de har fået. Det stod der ikke noget om i politiets
beredskabsplaner for Helsingør. Men det vil der komme nu, har Helsingør
kommune lovet.
ADGANGSBEGRÆNSNING VÆK:
Ifølge SFs oplæg til efteråret finanslovsforhandlinger, skal antallet af
ansøgere, der afvises på de vidergående uddannelser reduceres til 0 i
1998. Det skal ske ved at udvide kapaciteten på uddannelsesstederne, så
det ikke længere bliver nødvendigt at afvise nogen. Det vil koste 325
mill. kr ekstra om året og skal finansieres af en forhøjelse af grønne
afgifter. Oplægget blev fremlagt i dag, og ordfører Keld Rahbæk Møller
sagde til DR-TVA, at forslaget har "høj prioritet". Det eneste sted,
hvor en adgangsbegrænsning skal opretholdes er ifølge SF på
sundhedsuddannelserne. De er for dyre og de studerendes jobmuligheder er
for begrænsede. Keld Rahbæk Møller kunne dog ikke love beskæftigelse til
alle de ekstra uddannede, men han mente, de havde bedre muligheder med en
uddannelse, end uden.
Undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) er dog skeptisk overfor ideen.
Han gør i den forbindelse opmærksom på, at den nuværende regering har
reduceret antallet af afviste ansøgere fra 23.000 om året til 15.000 i
år. [Afviste ansøgere får brev fredag....]
SMØRING - NEJ TAK:
Organisationen "Transparency International", der bekæmper korruptionen
på verdensplan, har opfordret skatteminister Carsten Kock (S) til at
fratage danske firmaer retten til at fradrage bestikkelse som
driftsudgifter. Ifølge danske skatteregler kan udgifter til bestikkelse
fratrækkes uden dokumentation, hvis firmaet kan godtgøre at det er
normalt med bestikkelse i det pågældende land. Skatteministeren er ikke
varm på tanken om at indføre en stramning lige nu. Han siger til DR-TVA
at "det set ud fra det virksomhedsøkonomiske og beskæftigelsesmæssige
kan være fornuftigt" at tillade fradraget. Den danske generalsekretær for
"Transparency International", Agnete Wahl Nygaard, henviser i sin
henvendelse til skatteministeren til, at Tyskland overvejer at ophæve
fradragsretten.
ESBERGKONFLIKTEN:
Der var i morges ekstra mange blokadevagter foran Ri-Bus anlæg, ca. 100,
og 16 blev anholdt, den ene for at have slået på en betjent, de øvrige for
gadeuorden. Flere medlemmer af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg var
tilstede, bl.a. tidligere trafikminister Helge Mortensen (S), Lone
Møller (S) og Hardy Hansen (S). Politiet i Esbjerg siger om dem, at "De
ikke gjorde noget aktivt for at forhindre blokaden". 20 busser kom på
gaden uden problemer.
ARBEJDSRETTEN TRUET?:
Det konservative Folkeparti, der traditionelt støtter arbejdsgivernes
synspunkter, har besluttet sig for at støtte en ændring af
arbejdsmarkedsloven og overveje arbejdsrettens stilling. Arbejdsminister
Jytte Hilden (S) havde ellers haft flertal for, at loven først skulle
revideres, når en verserende sag, anlagt af 2 fagforeninger uden for
hovedorganisationen, var kørt til ende hos menneskerettighedsdomstolen i
Strassbourg. Både fra Dansk Arbejdsgiverforening og LO lyder der
kraftige protester mod den nye konservative holdning. vicedirektør
Flemming Leth Larsen, DA, siger til Ritzaus Bureau, at politikerne bør
tænke sig om før man afskaffer et velfungerende system.
ØKO-HØNS NOK?:
Indkøbschef Frode Jacobsen, Danæg, der står for hovedparten af
distributionen af æg i Danmark siger at markedet for alternative
ægprodukter er mættet. Derimod har interessen blandt producenterne for
at omlægge produktionen fra burhøns til fritgående eller økologiske
været så stor, at Danæg har indført en venteliste. 25% af Danægs
omsætning udgøres nu af alternative ægprodukter. [Danæg's "oplysning"m
kommer som noget af en overraskelse for forbruger-enhederne her i huset.
Der er næsten altid tomt på hylderne for øko-æg i Føtex og Kvickly.]
DYRE HÅNDVÆRKERE:
Boligselskabernes Landsforening opfordrer sine medlemmer til at aflyse
licitationer indtil videre. Foreningen mener, at håndværkere og
entreprenører har skruet prisen kraftig op på det sidste. Et
boligsselskab i Valby fik tilbud, der tilsammen lå 30% over den grænse hvor
statsstøtten til alment boligbyggeri ophører, så licitationen måtte
aflyses. Formand for Boligselskabernes Landsforening, Jesper Nygård,
siger til Politiken, at "Priserne er eksploderet inden for de seneste
måneder. Vi skal igennem så brutale sparerunder på byggerierne, at
boligerne bliver af alt for dårlig kvalitet."
LICITATION OPGIVET:
For få og for dyre tilbud var grunden til, at licitationen over
udbygningen af Det kgl. Bibliotek er blevet opgivet. Der var afsat 370 mill.
kr. til byggeriet, der skulle have stået færdig til Kulturby 96, men nu
må arkitektfirmaet til at reducere byggeriet inden en ny licitation.
"Det er en skandale, og det er rystende. Tænke sig, at det skal tage
flere år, før staten til sin forbløffelse pludselig opdager, at det man
havde tænkt sig, ikke kan lade sig gøre". Med disse ord lægger direktør
i Entreprenærforeningen, Erik Ross Pedersen, i Børsen klart ansvaret for
aflysningen på ministerierne. Han kritiserer især, at staten generelt
aldrig bruger totalentrepriser, men delentrepriser. Han ser nu kun to
muligheder for at gennemføre projektet - enten går hele udbuddet om,
eller også skæres det ned - det sidste vil være det værste for "det
flotte projekt".
DØMT TIL FALLIT?:
Direktør Lars Holmblad, den danske afdeling af MAN B&W Diesel, mener
ikke B&W Skibsværft har nogen chancer for at overleve den nuværende
betalingsstandsning, siger han til Politiken. MAN B&W Diesel har igennem
mange år leveret skibsmotorer til værftet, og en netop den del af MAN
B&W Diesel var indtil 1980 en del af B&W koncernen, men blev solgt til
MAN. B&W Skibsværft skylder 3 - 5 mill. kr for leverede motorer, siger
Lars Holblad, men det kommer ikke til at ødelægge koncernens regnskab
hvis man ikke får dem.
Der er desværre ingen sportsnyheder i dag!
Dagen startede med klar, blå himmel over hele landet. Senere kom der
enkelte skyer, flest i Nordjylland, men generelt en dejlig sommerdag.
Temperaturer 23 - 27 grader.
1USD 5,3935 DKK, 1GBP 8,6145 DKK, 1DEM 3,8942 DKK
100JPY 6,1725 DKK, 100ITL 0,3376 DKK, 1AUD 3,9664 DKK
1FRF 1,1212 DKK, 1CHF 4,6893 DKK, 1CAD 3,9757 DKK
1IEP 8,8799 DKK, 1NLG 3,4754 DKK, 1XEU 7,2187 DKK
100ESB 4,538 DKK, 1NZD 3,6444 DKK, 1SEK 0,7575 DKK
Nationalbankens middelkurser fra tirsdag
1USD 5,3900 DKK, 1GBP 8,6041 DKK, 1DEM 3,8939 DKK
100JPY 6,1362 DKK, 100ITL 0,3377 DKK, 1AUD 3,9757 DKK
1FRF 1,1207 DKK, 1CHF 4,6723 DKK, 1CAD 3,9679 DKK
1IEP 8,8590 DKK, 1NLG 3,4747 DKK, 1XEU 7,2102 DKK
100ESB 4,532 DKK, 1NZD 3,6442 DKK, 1SEK 0,7545 DKK
Oplysningen om den lavere danske inflation, der blev udsendt i går, har
givet kursstigninger p.g.a. udenlandsk interesse. KFX indexet brød
igennem 100-grænsen i går for første gang i år, og stigningen fortsatte
i dag.
Børsens noegletal fra igår
Obligationsrenter: 9,07% (6% - 2026), 8,32% (7% - 2004)
Aktieindex: 359,50 KFX (mest omsatte aktier): 100,30
Nyhedsresumeet er primært baseret paa danske nyhedsmedier, især
DR-TVA, Radioavisen (DR), Politiken, Børsen, eller Søndagsavisen. TV2,
TV2-Lorry og Kanal 2 (Koebenhavn), samt alle TV-kanalers tekst-tv (TTV,
f.eks. DR-TTV) bruges af og til. Vi kan misforstå noget, saa check med
andre kilder, inden du forpligter dig eller din formue.
Copyright 1995, Bodil og Leif Andersen. Danske nyheder kan frit
distribueres via e-post og placeres paa ikke-kommercielle BBS'er. Alle
rettigheder forbeholdes. Kommerciel og ikke-elektronisk distribution kun
efter forudgående aftale.
God fornøjelse!
Bodil Andersen & | dille@blanet.dk & | e-post abonnement:
Leif E. Andersen | leander@blanet.dk | Skriv til:
BLA*net | Phone: +45 3180 0307 | Freddy Jensen
Husumvej 118 | FAX: +45 3128 0225 | dansk-request@sysadmin.com
DK-2700 Broenshoej | | eller direkte til
Denmark | | os